Coronakrisen vil ramme verdens fattige og fordrevne ekstra hårdt

Af Andreas Kamm, bestyrelsesmedlem

Coronakrisen vil få store konsekvenser for verdens fattige og fordrevne. De rammes ekstra hårdt på grund af deres ofte ringere sundhedstilstand og mangelfulde hygiejniske leveforhold. Det globale økonomiske tilbageslag vil reducere den internationale bistand, og private virksomheders muligheder for at investere i udviklingslandene bliver i en periode vanskeligere. Det samme gælder behovet for deres legale såvel som irregulære arbejdskraft. På vores breddegrader stiger arbejdsløsheden, og den vil først ramme de, som ”sidder yderst” – i mange tilfælde flygtningene og især de, som har det vanskeligt og enten kun hænger ved med det yderste af neglene eller som endnu ikke har det så godt, at de kan håndtere et job – eller i det hele taget håndtere tilværelsen efter en traumatiserende flugt. Kriser rammer desværre ofte de svageste i samfundet hårdest.

På den baggrund er RCT´s arbejde vigtigere end nogen sinde, og det har glædet mig at se, hvorledes ledelse og personale har kæmpet for at være til rådighed under hele coronakrisen. Afspritning, afstand, mundbind og andre foranstaltninger har været efterlevet på en professionel måde, og alle har forsøgt at holde kontakt til patienterne, så de ikke blev svigtet i en periode, hvor mange af dem har været særlig udsat. Det har været dejligt at se, og det har skabt en høj grad af stolthed hos bestyrelsens medlemmer.

Men ikke nok med det. Aftalen med Region Syddanmark har sat fornyet fokus på effektivitet og produktivitet. Sådanne krav er det ikke altid lette at møde på en arbejdsplads, hvor man aldrig synes, man kan gøre nok, og hvor man altid – som i sundhedssystemet i øvrigt – kunne ønske sig flere ressourcer og mere tid til behandlingen af den enkelte. Stillet over for disse udfordringer har medarbejderne fokuseret på at udvikle arbejdet og finde nye veje til at hjælpe så mange som muligt med de til rådighed værende ressourcer. Ingen har spildt tiden på brok og jammer. Alle har haft fokus på RCT´s mission og tilmed været optagede af at drøfte RCT´s fremtid baseret på strategiske drøftelser og et genbesøg af missionsformuleringen og de grundlæggende værdier. Scenen drejer, men RCT-Jylland holder på denne måde kursen, og mange vil sige: ”Uanset hvordan omgivelserne forandrer sig – corona, ressourceknaphed m.v. – ja, så er vi her fortsat for at hjælpe de flygtninge, som er ramt af traumer”. Sådan må det være.

Flygtninge og deres efterkommere har det ikke altid let i vores land, og man kunne derfor håbe på, at coronakrisen øger vores forståelse for andre, styrker vores empati, så vi fremover vil bidrage mere til at hjælpe de nye borgere ind i fællesskabet – også de, som har lidt overlast undervejs.

Hvis coronakrisen kan gøre det lettere for os at forstå de, som har det vanskeligst, og de som må have en hjælpende hånd, så er der håb – håb for at få ”de sidste med om bord”, håb for fællesskabet.

Menneskeligheden og empatien udfordres imidlertid af vores frygt for det fremmede og for at miste det, vi holder af: Vores demokrati, fællesskabet, velfærden, tilliden til hinanden, vores identitet – ja, os selv. Frygten overmander let menneskeligheden og blokerer for forståelsen. Fokus rettes mod forskellene mellem “os” og ”de andre”. Vi glemmer let, at vi alle er mennesker med nogenlunde de samme drømme om en tilværelse, hvor vi kan gå på arbejde, gå i skole og leve fredeligt i de omgivelser, som vi kender og er trygge ved. Vi glemmer, at de fleste er ligesom os – de færreste er terrorister og ekstremister.

Ændrer coronakrisen ved disse reflekser og ved balancen mellem frygten på den ene side og menneskeligheden på den anden?

Det må vi håbe på - og det må vi arbejde for. Det vil hjælpe vores nye borgere og det vil ikke mindst hjælpe de, som færdes på RCT.