Den store udfordring

Andreas Kamm: Den Store Udfordring – erindringer fra 40 års liv med flygtninge

At se en stabel bøger med sit eget billede på forsiden – som forfatteren – det er temmelig skræmmende. Jeg har, som de fleste ved, sagt meget i radio og TV, skrevet mange indlæg i landets aviser og artikler til forskellige blade. Det har jeg gjort med ro i sindet og uden at ligge vågen om natten – også selvom de emner, jeg færdedes med, var kontroversielle og de meninger, jeg udtrykte, blev udsat for kritik.

Men at lægge en bog på disken er noget helt andet. Det er ikke generalsekretæren, der ”i sagens tjeneste” siger og skriver det ene eller det andet. Det er Andreas – en bog er personlig på en måde, som er uvant for mig, og jeg føler mig en smule mere sårbar, end jeg er vant til.  Det er ikke bare behageligt – det er en lidt nøgen fornemmelse. Mon ikke det er sådan for alle, der lægger en bog på disken.

Bogen er tilbageblik over de mere end 40 år, hvor jeg har arbejdet for flygtningesagen og er en god afrunding af min tid i Dansk Flygtningehjælp.

Min historie er jo også Dansk Flygtningehjælps historie. De holdninger, som bogen er fuld af, er dannet sammen med mange gode kolleger og i mødet med vores fælles udfordringer – nationalt og internationalt - gennem mange år. Det samme gælder de resultater, som er kommet ud af mine år i flygtningearbejdet. De er skabt sammen med 7-8000 kolleger og et lignende antal frivillige – i Danmark og i 35-40 lande. Både holdningerne og resultaterne er vores fælles gods. Derfor håber jeg også inderligt, at det vil være hyggelig læsning for de, som formår at kæmpe sig gennem bogen. Jeg håber, at mine kolleger vil føle sig hjemme i den.

Havde dette været en digtsamling, så skulle jeg nok have fremhævet et centralt digt.  Men det er ikke en digtsamling, så det kan jeg så ikke. Skulle jeg trække en sætning ud, så er det den, som står på bagsiden og hedder.

 

”Jeg har de seneste år været i tvivl om, hvad der bekymrer mig mest: selve flygtningeproblemet eller vores reaktion på det – en reaktion, som for alvor udfordrer vores humanitære traditioner”.

 

De løsninger, som danske og europæiske politikere har valgt, har i mange henseender skubbet kraftigt til vores demokratiske værdier og til vores humanitære udgangspunkt. Der er en tendens til at grundlovsbestemmelser og internationale konventioner i alt for høj grad ses som begrænsninger i politikernes handlefrihed, og der er tendens til at de samme holdninger gør sig gældende i forhold til de fællesskaber vi er en del af – EU og FN. Den internationale retsorden og de store fællesskaber er nu engang ”værktøjer”, som er etableret for at løse de udfordringer - intet land kan klare alene.

 

River vi konventionerne i stykker og nedbryder fællesskaberne, ja så er udfordringerne der stadig væk – vi har bare ikke værktøjskassen til at møde dem og løse dem.

 

Vi kan ikke undvære den internationale retsorden. Og til de politikere, som ivrigt påpeger, at de gerne vil gå til grænsen af konventionsbestemmelserne – og også gerne over grænsen – dem vil jeg gerne spørge. Hvor ville I føre os hen, hvis der ikke var disse grænser for, hvad I kan gøre?

Og til de, der har samme holdning til EU og FN. Tror I virkelig, at Danmark alene kan håndtere de globale udfordringer?

 

Fællesskaber – både de fælles konventioner og de politiske fællesskaber (EU, og FN) er nødvendige – og de forpligter. Alle fællesskaber forpligter.

 

 

Find bogen på Gads Forlag her